Ro i dit nervesystem – når kroppen fortæller sin egen historie

Har du nogensinde oplevet, at du sagde noget, du bagefter fortrød?

At du sendte beskeden i vrede.

At du trak dig fra et menneske, du egentlig holdt af.

Eller at du pludselig blev overvældet af bekymringer, selvom en del af dig godt vidste, at der måske ikke var grund til det.

Så er du langt fra alene.

Når vores nervesystem oplever utryghed, begynder kroppen at fortælle sin egen historie.

Den kognitive diamant

Inden for kognitiv psykologi arbejder man med den kognitive diamant. Den beskriver, hvordan vores tanker, følelser, kropslige reaktioner og handlinger hele tiden påvirker hinanden.

En tanke kan skabe en følelse.

Følelsen påvirker kroppen.

Kroppen påvirker vores handlinger.

Og vores handlinger bekræfter ofte den tanke, vi begyndte med.

Det hele sker på få sekunder.

Hvis jeg tænker: "Nu går det galt."

...så reagerer kroppen måske med hjertebanken, spændte skuldre eller en knude i maven.

Kroppen sender derefter et signal tilbage til hjernen:

"Der må være fare på færde."

Og pludselig virker tanken endnu mere sand.

Hajmusik

Jeg bruger ofte billedet af hajmusik.

Hvis du har set filmen Jaws

, ved du, at den karakteristiske musik får hele kroppen til at spænde op – allerede inden hajen viser sig.

Præcis sådan fungerer vores hjerne.

Når gamle erfaringer eller frygt bliver aktiveret, begynder hajmusikken at spille.

Kroppen gør sig klar til kamp, flugt eller frys.

Og det interessante er, at kroppen ikke altid skelner mellem reel fare og oplevet fare.

Den reagerer på det, den tror er sandt.

Gør mindre – ikke mere

Når hajmusikken spiller, tror mange, at de skal tænke sig ud af situationen.

Men det er sjældent dér, løsningen ligger.

For når nervesystemet er i alarmberedskab, er det kroppen, der har brug for hjælp, før hjernen igen kan tænke klart.

Derfor er det vigtigste ofte ikke at gøre mere.

Det vigtigste er faktisk at gøre mindre.

Ikke tage den svære samtale.

Ikke sende beskeden.

Ikke træffe den store beslutning.

Først skabe tryghed.

Tryghed før forandring

Når kroppen falder til ro, får vi igen adgang til den del af hjernen, der kan tænke nuanceret, være nysgerrig og træffe gode beslutninger.

Nogle gange er det nok at lægge en hånd på brystkassen og mærke sit åndedræt.

Andre gange hjælper det at gå en tur.

Drikke et glas vand.

Ringe til et menneske, man føler sig tryg hos.

Lytte til musik.

Sætte ord på det, der sker.

Det handler ikke om at fjerne følelsen.

Det handler om at fortælle kroppen:

"Du er ikke alene. Du er i sikkerhed."

Kroppen lyver ikke – men den fortæller heller ikke altid hele sandheden

Jeg plejer at sige, at kroppen altid fortæller os noget vigtigt.

Men den fortæller ikke nødvendigvis sandheden om det, der sker lige nu.

Den fortæller ofte noget om det, den tidligere har lært.

Derfor er nysgerrighed langt mere hjælpsom end selvkritik.

Måske er det ikke mig, der er forkert.

Måske er det bare mit nervesystem, der forsøger at passe på mig.

Og når vi møder os selv med den forståelse, opstår der noget nyt.

Vi bliver mindre styret af frygt.

Mere styret af vores værdier.

Mere nærværende i kontakten med os selv.

Og dermed også mere nærværende i kontakten med de mennesker, vi holder af.